Den overskrift kræver vist en forklaring?! De der husker al virakken omkring Y2K har måske allerede en fornemmelse af, hvor det her stikker af hen? Problemet i 1999 var at rigtig meget kode var afhængig af et tidsstempel (og et system ur) som ville starte forfra nytårsnat, den 31. december 1999. Da ‘man’ var færdige med at udbedre tidligere tiders manglende forudseenhed, opdagede teknikerne til deres store skræk, at hele teatret ville gentage sig den 19. januar 2038. Linux kernen 4.18 har lagt fundamentet til at det ikke bliver tilfældet! Men det er blot én af de (mindre) nyheder i denne, den seneste opdatering af det operativsystem som er helt central i hele vores Internet forbundne verden.

BPFILTER

Berkeley Packer Filter startede som et værktøj bibliotek til støtte for  værktøjer som tcpdump. I 4.18 er BPFILTER udset til, med tiden, at skulle erstatte iptables og nftables – noget der kommer til at modernisere og effektivisere hele netværk stakken. Der bliver nyt at lære her!

FSCRYPT

Vi er voldsomt informations-delings-forskrækkede i disse år, og alt skal krypteres. Om FSCRYPT er den rigtige vej at gå kan være svært at spå om (ikke mindst fordi den tilgrundliggende kryptografi er ‘opfundet’ af NSA), men 4.18 understøtter Speck128/Speck256 kryptering på fil niveau – og for især de mindste Android enheder vil det være godt nyt.

Husarerne

Der skal naturligvis også være noget til husarerne – gamerne. Linux bruges ikke kun af Internet udstyr (routere, firewalls, og servere) men også af hætteklædte teenagere i dårligt [oplyste|udluftede|indrettede] rum. Til dem er der flere gode nyheder, men måske især Steam Controller driveren vil vække jubel. Nu kan game pads tilsluttes en USB port og fungere som en virtuel mus, keypad, eller touchpad uden at der skal installeres en Steam client eller controller driver – de virker lige ud af kassen; yay!

Performance

Udviklerne (under Linus Torvalds kyndige og myndige ledelse) fokuserer altid på hastighed og ydeevne. 4.18 er ingen undtagelse! En række ændringer som restartable sequencedual lane transfer i USB 3.2, og et nyt polling interface til asynkron I/O, mfl. peger alle sammen mod endnu bedre ydeevne.

En lille tak!

Husk at sige tak! Fordi nogen gider sidde og fedte med at finde fejl, optimere kode, tilføje og skabe nye løsninger på helt grundlæggende udfordringer, som i den sidste ende betyder at du måske kan snappe en selfie 1/100 sekund hurtigere til dine følgere !!